DSC_4640
 
DSC 4495

Når vi er så mange unge og voksne på skolen, der alle skal trives bedst muligt, er det nødvendigt med en række fælles regler. Dem kan du læse her:


Computer

Det er en klar fordel at have sin egen bærbare computer (med et almindeligt skriveprogram + anstændigt / lovligt indhold), men du er selvfølgelig også velkommen til at benytte skolens computere.

Alle elever SKAL medbringe hovedtelefoner og usb-pen, da de får brug for dem i forbindelse med undervisningen.

Læse- og skriveprogrammet CD-ORD installeres i introugen på elevers bærbare computere. Elever med stationære computere får udleveret cd-rom med programmet.

Skolen foretager ikke reparationer af private computere.

 

Cykler

Cykler ER nødvendige, for vi cykler meget.

Cyklen skal være lovlig og altid klar til brug – og det er dit eget ansvar! Husk derfor lappegrej, pumpe, lås, lygter, refleksvest og cykelhjelm.

Cyklerne tjekkes jævnligt af din kontaktlærer.

Hvis en cykel trænger til reparation, taler du eller din kontaktlærer først med Martin (vores ”cykel-lærer”). Kan cyklen ikke repareres, kontakter kontaktlæreren dit hjem for at aftale, hvad der skal gøres. Cyklen skal hurtigst muligt være klar igen, og indtil da kan du evt. låne en cykel af skolen.

Hvis cyklen repareres på et værksted, skal du SELV hente (og betale) den. Hvis en elev gentagne gange ikke overholder aftaler vedr. reparation af cyklen, kan konsekvensen være, at eleven må gå.


E-mail

Der er selvfølgelig internet på skolen, og interesserede elever kan få oprettet en e-mail-adresse.

Handel med hinanden

Elever må ikke låne penge ud eller handle med hinanden.


Medicin

Smertestillende medicin bør ikke medbringes og må ikke opbevares på værelset. Det opbevares og udleveres på lærerværelset.
Lægeordineret medicin må, efter aftale med skolen, opbevares på værelset.


Mobiltelefon

Du kan frit have mobilen med dig, men den er selvfølgelig slukket under måltider mv.
Kamera-telefon: Groft misbrug kan medføre hjemsendelse.


Opbevaring af værdier

Kontanter og f.eks. togkort kan altid opbevares på kontoret (anbefales).


På værelset

Stearinlys, kaffemaskine, toaster o.lign. er ikke tilladt – jvf. brandmyndighederne.
El-kedel forefindes i opholdsstuer.
Mad på værelset er ikke tilladt (sundhedsskadeligt).
Lager af slik og chips er ikke tilladt.
Sodavand er ikke tilladt på skolen.
TV er ikke tilladt.
Video og DVD er ikke tilladt.

 

Rygning, stoffer, alkohol og sex

Det er ikke tilladt at ryge, drikke alkohol, tage stoffer eller dyrke sex på skolen. Det gælder også, når eleverne tager til og fra skole samt på alle ture med skolen. E-cigaretter, snus, skrå og vandpiber er ikke tilladte. Det er ikke tilladt at møde påvirket på skolen, hvorfor brug af stoffer heller ikke er tilladt i ferier og weekender derhjemme. Overtrædelse medfører hjemsendelse og oftest bortvisning. Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt at have lightere eller tændstikker på skolen.


Sko

Alle elever har obligatorisk idræt flere gange om ugen.
Derfor er gode sko nødvendige (både sko til indendørs brug + gode løbesko)


Syg på skolen

Om morgenen: Eleven henvender sig på lærerværelset om morgenen kl. 7.25.
I løbet af dagen: Eleven henvender sig til vagtlæreren.
Sygdommen opstår om natten: En kammerat henter hjælp hos nattevagten.

Eleven er normalt sengeliggende hele dagen, uden gæster på værelset, men man bliver tilset regelmæssigt af vagtlæreren.
Lad os tage os af de syge, vi er tæt på.

Kun undtagelsesvis tager elever hjem i forbindelse med sygdom og kun efter forudgående aftale med skolen. (En syg elev rejser aldrig alene med offentlige transportmidler).

På skolen er eleverne tilknyttet skolens lægehus, så akutte lægebesøg klares her.


Weekender

Eleverne har fri fredag kl. 14.30, og kommer tilbage til skolen tidligst søndag kl. 18.30, senest kl. 21.15.

Hvis eleven bliver syg og derfor ikke vender tilbage til skolen søndag aften, skal skolen straks have besked.
Ved melding på lærerværelset efter weekenden giver eleverne besked vedr. den kommende weekend (”jeg skal hjem / være på skolen / besøge en anden”).

Det er selvfølgelig også muligt at blive på skolen i weekenden. Det er hyggeligt og rart at være på skolen i en almindelig weekend. Weekend-lærerne planlægger sammen med eleverne, hvad der skal foregå og hvem, der skal lave hvad.
Weekend-arrangementer arrangeres i løbet af skoleåret evt. i forbindelse med arrangementer i lokalområdet. Når der er tilrettelagt et weekendarrangement for hele skolen, har alle elever pligt til at blive på skolen i weekenden.

 

Årsplan / kalender

Årsplanen kan ses her på vores hjemmeside.
Bemærk de undervisningsfri dage. De er rigtig gode til f.eks. besøg hos tandlæge, specialist eller anden læge.